|
TV 2 ud af 2007 med stort underskud
Torsdag 17. januar 2008
Af Stig Hartvig Nielsen |
| |
For et halvt år siden regnede TV 2 med at 2007 ville give et overskud på cirka 100 mio. kr. Det var en del mindre end man ellers havde forventet. Men det gik meget værre. I stedet for et lille overskud må TV 2 notere et underskud på mellem 195 og 215 mio. kr. Selv om omsætningen er gået op med 14 pct., så har udgifterne - til store satsninger som TV 2 Radio, TV 2 News og TV 2 Sport - været meget store.
I TV 2's halvårsrapport for 2007 var forventningerne til resultatet før skat på omkring 100 mio. kr. På baggrund af den foreløbige opgørelse af resultatet for 2007, forventer TV 2 et underskud på cirka 55-75 mio. kr. I tillæg til dette nedskrives programtilladelsen for TV 2 Radio på cirka 140 mio. kr.
Nedskrivningen er en regnskabsmæssig foranstaltning, som er nødvendig på grund af den negative økonomiske udvikling i TV 2 Radio. Det samlede underskud for TV 2 for 2007 ventes dermed at blive i niveauet 195-215 mio. kr.
Sammenlignet med 2006 har TV 2 haft en vækst i omsætningen på ca. 275 mio. kr. svarende til en stigning på 14 procent. På både tv-reklamemarkedet og det interaktive reklamemarked er TV 2''s omsætning steget mere end markedsudviklingen.
På det nationale reklamemarked for radio har TV 2 i 2007 opnået en markedsandel på omkring 20 procent. Derudover er indtægterne fra betalingskanalerne steget med over 60 procent.
"TV 2 skal være en sund og overskudsgivende forretning. Det er den nye ledelses og bestyrelses opgave at se på, hvordan TV 2 skal håndtere den økonomiske udfordring i år. Det kommer til at betyde besparelser og tilpasninger forskellige steder i TV 2's forretning," siger TV 2's bestyrelsesformand, Lars Liebst.
|
|
|
Funktioner
Din kommentar
Printervenlig version |
|
|
|