På den ekstraordinære generalforsamling i TV 2 den 7. oktober 2009 blev det besluttet, at der skulle iværksættes en granskning af TV 2 med henblik på at få en vurdering af de økonomiske og forretningsmæssige dispositioner, som behandles i Statsrevisorernes beretning nr. 13/2008. Granskningen er, som vi beskrev på tvnyt.com i går, nu færdig og granskningsberetningen har idag været fremlagt på en ekstraordinær generalforsamling i selskabet. Generalforsamlingen har i dag besluttet, at der nu skal foretages en ekstra undersøgelse af TV 2.
Det fremgår af granskningsrapporten, at det er granskningsmandens vurdering, at en samlet bedømmelse af visse forhold vedrørende en lejekontrakt om Teglholmen samt indgåelse af visse distributionsaftaler med Canal Digital og Viasat er ansvarspådragende for den daværende konstituerede administrerende direktør og for Teglholmens vedkommende tillige for den daværende bestyrelse.
Granskningsmanden konkluderer imidlertid tillige, at det ikke har været ham muligt, ud fra det for ham fremlagte materiale, at kunne konstatere, at TV 2 har lidt et tab. Som følge deraf finder granskningsmanden samlet set ikke, at der er grundlag for at rejse et erstatningskrav mod den daværende ledelse af TV 2.
Når granskningsmanden således konkluderer, at den tidligere ledelse for TV 2 i de nævnte forhold ikke har handlet forsvarligt, vurderer Kulturministeriet, at spørgsmålet om, hvorvidt TV 2 ved disse handlinger har lidt et tab, bør undergives en supplerende vurdering.
På generalforsamlingen i dag besluttede Kulturministeriet derfor som eneaktionær, at et eksternt, uafhængigt revisionsfirma i samarbejde med Kammeradvokaten skal lave en yderligere vurdering af, hvorvidt TV 2 måtte have lidt et økonomisk tab som følge af de ovennævnte forhold.
Kulturminister Carina Christensen siger:
”I ønsket om at sikre, at hver en sten er vendt i sagen, vil jeg nu bede et uafhængigt revisionsfirma om i samarbejde med Kammeradvokaten at lave en supplerende analyse af, hvorvidt TV 2 måtte have lidt et økonomisk tab som følge af lejekontrakten om Teglholmen samt indgåelse af distributionsaftalerne med Canal Digital og Viasat.
Når en sådan supplerende analyse foreligger, vil Kulturministeriet i samarbejde med Kammeradvokaten foretage en samlet vurdering af, om der på dette grundlag er mulighed for at rejse erstatningssag mod TV 2's tidligere ledelse”.
Læs mere:
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=18098
Få lækre ophæng og slip af med kabler. Alt designet i aluminium og stål. Klik her
|