banner




Debatforum

Tv-stationer

Produktionsselskaber

Org. / myndigheder

Kurser/uddannelse

Jobs

Kontakt os

www.tvtvtv.dk

 

Danmark på piller
Fredag 22. marts 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Fra den 3. april og tre uger frem sætter DR danskernes medicinforbrug til debat. Det sker bl.a. i DR2-serien 'Danmark på piller', hvor komiker og journalist Anders Stjernholm tager rundt i landet for at undersøge danskernes stigende pilleforbrug.
Danskernes forbrug af piller er steget. I 2001 var 290.000 danskere på lykkepiller. På ti år er tallet steget til 460.000. I samme periode er antallet af danskere på kolesterolsænkende medicin steget fra 105.000 til 600.000. Men kan det virkelig passe at vi som befolkning er så syge?


Overhalet af livsstilen

Over flere uger vil DR med en lang række programmer og indslag sætte fokus på danskernes medicinforbrug, oplyser DR i dag. I programmerne udfordrer DR, om medicinen er eneste vej ud af sygdom. Mange sygdomme i dag skyldes vores livsstil. En stor del af medicinforbruget fjerner ikke sygdommen, men holder primært symptomerne væk. Betyder det, at vi med medicinering fastholder en masse mennesker i sygdom med de konsekvenser det har for både den enkelte og for samfundet?


Symptombehandling eller forebyggelse - og de spørgsmål det rejser?

Er det tid til at undersøge tankegangen bag vores sundhedsvæsen? Eller på hvad, der ville ske, hvis vi brugte flere ressourcer på forebyggelse frem for på symptombehandling? Hvis lægen kunne ordinere motion og mindre arbejde?


Debatten om medicinforbrug rejser mange komplekse spørgsmål og dilemmaer

"Vi ønsker med denne kampagne at sætte fokus på hvorfor vi som befolkning har behov for så mange piller. DR ønsker på ingen måde at skabe tvivl om det nødvendige medicinforbrug som mange har, men vi har som mål at diskutere udviklingen i vores samfund på godt og ondt. At undersøge og debattere hvorfor medicinforbruget er stigende blandt danskerne er en væsentlig diskussion og derfor sætter vi også fokus på emnet på tværs af DR1 og DR2", siger kanalchef for DR2 Michael Thouber.


PROGRAMMERNE:

Skæbner og holdninger i 'Danmarl på piller'


Temaet skydes i gang på DR2, hvor serien 'Danmark på piller' har premiere onsdag den 3. april klokken 22.00. Her undersøger vært Anders Stjernholm i tre dokumentarprogrammer nogle af de skæbner og kritiske holdninger, der ligger bag danskernes stigende pilleforbrug.

Hvordan kan det være, at folk der får hovedpine af at tage hovedpinepiller ikke kan stoppe med at tage dem? Hvordan hænger det sammen, at 'Verdens lykkeligste folkefærd' har haft et stigende forbrug af lykkepiller de seneste 12 år? Og kan det virkelig passe, at så mange børn skal behandles med ADHD-medicin? Det er nogle af de spørgsmål Anders Stjernholm forsøger at finde svar på i programmerne der fokuserer på danskernes forbrug af henholdsvis smertestillende medicin, antidepressiv medicin og ADHD-medicin.

"Jeg fik selv en ADHD-diagnose, som tog lægen 30 minutter at stille. Medicinen, jeg fik, gav mig alvorlige bivirkninger, så i dag har jeg fundet ud af at leve uden medicin. Selvfølgelig er det ikke alle piller, der er dårlige, men jeg er alligevel rystet over hvor mange piller, vi tilsyneladende ukritisk sluger, siger Anders Stjernholm.

Samtidig vil Lone og Betina fra satireprogrammet 'I Hegnet' i programserien 'Danmark på åiller' indvie danskerne i deres medicinforbrug.


Bivirkninger og medicinalindustri - i 'Pillens mørke skygge'

DR1 sender mandag den 15. april dokumentaren 'Pillens mørke skygge' med mennesker, som ser sig som ofre for de alvorlige bivirkninger, der kan følge brugen af antidepressiv medicin.

Dokumentaren undersøger om vold, aggression og selvmord er en del af risikoen ved denne populære medicin. Dokumentaren ser også på om medicinalindustrien har leveret al den nødvendige information om de mørke sider af den pille, som hver tiende voksne dansker tager.


Chris MacDonalds bud på en løsning

Torsdag den 18. april har DR1 premiere på serien 'U-turn', hvor Chris MacDonald gennem et unikt eksperiment undersøger, om man ved at dreje livsstilen 180 grader i en sundere retning kan reducere medicinforbruget - eller måske helt fjerne medicinen fra mennesker, der lider af en livsstilssygdom. Otte syge danskere, der lider af de fem mest almindelige livsstilssygdomme: diabetes, hjerte-kar-sygdom, stress, depression og metabolisk syndrom går i serien gennem et intensivt og nøje tilrettelagt program med sund kost, daglig motion og mental træning og forsøger på den måde at bekæmpe deres sygdomme.

Udover tv-programmer sætter DR også fokus på danskernes stigende medicinforbrug på www.dr.dk/danmarkpaapiller og gennem en række radioprogrammer på P1 og P4. Kampagnen starter den 3. april.


Funktioner
Din kommentar
Printervenlig version




Ingen ledige job lige nu


  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002