Kontakt os







 

'Alene i vildmarken' vender tilbage - og skifter fra DR3 til DR1
Torsdag 6. juli 2017
Af Redaktionen
 
Programmet om at klare sig længst tid - alene - i vildmarken får en ny sæson - denne gang på DR1. Castingen er netop begyndt.


Da DR3 i begyndelsen af året viste ’Alene i vildmarken’ med danske deltagere, blev det taget særdeles godt imod af seerne, skriver DR i dag. Programmet viste sig at appellere bredt hos både yngre og ældre seere. Derfor har det været naturligt at vise en anden sæson af programmet, og denne gang på DR1.

DR1’s kanalchef, Pil Gundelach Brandstrup glæder sig til i løbet af 2018 at vise seerne ’Alene i vildmarken’. Hun mener, at eksperimentet har store kvaliteter i en tid, hvor det moderne menneske hele tiden bliver stimuleret og måske derfor har sværere ved at finde ud af, hvem vi selv er.

”At være med i ’Alene i vildmarken’ er først og fremmest en kamp mod sig selv, når sult, tørst og ensomhed præger hver eneste dag. Manglen på menneskelige bånd og sociale relationer er svær at håndtere. Den hårdeste styrkeprøve for deltagerne i første sæson var typisk det store savn af børn, kærester eller ægtefæller,” siger Pil Gundelach Brandstrup og fortsætter:

”’Alene i vildmarken’ er en fysisk og mental kamp, der sætter fokus på, hvad der virkelig betyder noget i vores liv, når alle forstyrrende lag bliver skrællet af, og vi er tvunget til at finde ind til de basale menneskelige drifter,” fortæller Pil Gundelach Brandstrup.


Rekruttering er begyndt

Hun understreger, at programmerne på ingen måde vil udstille de medvirkende. Til gengæld garanterer hun deltagerne en oplevelse for livet, hvor de formentlig vil blive bevidste om, at deres store livsdrømme ikke altid er at foretrække, eller i al fald skal gentænkes.

Rekrutteringen af medvirkende er netop begyndt og varer frem til den 17. juli.


Fakta om 'Alene i vildmarken'

I total isolation og med et minimum af hjælpemidler skal en række danskere overleve på egen hånd i den øde natur. Ikke engang et kamerahold er de sammen med. Deltagernes eneste selskab er deres eget kamera, som de skal filme deres ophold med. Målet er at klare sig længere end konkurrenterne. Hvor længe de skal være der, bestemmer de selv - den der holder længst, vinder.

Første sæson fandt sted i øde norske skove nord for polarcirklen.

Programmet er en dansk version af formatet 'Alone' fra USA, som DR har købt retten til at producere i Danmark. 'Alone' blev lanceret i 2015 og distribueres af History Channel.


Foto: Nordjyske Stine var en af de deltagere i første sæson af 'Alene i Vildmarken', der klarede sig i den norske ødemark i længst tid. (Foto fra United Production ApS)



Funktioner

Printervenlig version









  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002